AK's leder Sporskifte, Anne Knudsens fremragende leder "Sporskifte" i sidste uge berører de problemer der er i Danmark for færdigudannede akademikere med at finde jobs i Danmark. Jeg vil her bringe mine indtryk af forskellene på situationen i Storbritannien sammenlignet med Danmark. Min baggrund er en kandidatgrad i fysik fra Københavns Universitet fra 1994 samt en Ph.D. grad i kemi fra Cambridge University fra 1998. Fra Københavns universitet kan jeg bekræfte at man som studerende ikke blev specielt opmuntret til mødet med verdenen udenfor. Efterhånden som specialet var ved at blive færdigt fik man ofte det indtryk, at dem der var dygtige nok til at skaffe sig et Ph.D. stipendie var vinderne, mens dem der ikke var så meget om sig var taberne. AK har ret når hun siger at der er en udpræget erhvervsfjendtlig holding blandt akademikerne. Et industrifinansieret stipendie til forskning blev ofte beskyldt for at kompromittere den frie forskning, der kun er til for forskningens egen skyld: "Dine forskningsresultater er vel bestilt arbejde" fornemmer man det skrevet mellem linierne. Sandheden, som jo desværre først nu alt for sent er ved at gå op for folk, er jo at erhvervslivet er og bør være den største aftager af forskere, hvis vi som samfund ønsker fortsat velstand og vækst. Det er nemlig forskere der har udviklet laserkirugi, internettet, mobiltelefoner og alt det andet tekniske isenkram vi omgiver os med, og som vi forventer fortsat vil overraske os og vil gøre tilværelsen mere bekvem siden begyndelsen af forrige århundrede. Derfor bør der også være en langt højere grad af afhængighed mellem universiteterne og industrien. Det vil kun være sundt. Danmark halter også bagefter når det gælder holdningen til egne faggrænser. Der eksisterer en ophøjet tro på at man kompromitterede sig selv og sine kollegaer ved at arbejde udenfor sine fagrænser. Dette skyldes sikkert til dels fagforeningerne der traditionelt står stærkt i Danmark. Det første jeg fik vide da jeg var havde afleveret mit speciale i 1994 var, at nu måtte jeg huske at melde mig ind i min A-kasse hos MA oppe på Lyngbyvej. På trods af den gode hensigt er det jo hverken opmuntrende eller visionært at få at vide. Selv havde jeg ikke begreb om hvad det vil sige at skrive jobansøgninger. Den slags lærte man nemlig ikke i folkeskolen i halvfjerdserne eller firserne. Jeg brugte da også en masse tid på at skrive ubehjælpelige jobansøgninger, som jeg ikke er i tvivl om røg direkte i papirkurven hos modtageren. Jeg er selv bekendt med adskillige af mine studiekammerater fra København der løb panden mod muren i mange måneder mht til jobansøgninger. Forholdene i Storbritannien er ganske anderledes end i Danmark. Den største del af de studerende dimitterer med en bachelorgrad og ryger direkte ud i erhvervslivet. Fagrænser ses der stort på; har du en universitetsgrad så har du åbenbart pæren iorden og så kan du altid få arbejde. Det er derfor ganske typisk at møde folk fra naturvidenskab i London's bankverden. The Cambridge phenomena, som det retteligt kaldes, består af en mægtig synergi mellem erhvervslivet og universitetet. Et par uger inde i efterårssemestret afholdes der i to dage i en af universitetets sportshaller en "careers fair", som vel nærmest kan oversættes med jobmesse. I disse to dage bruger de vordene dimittender tiden på at snakke med de forskellige repræsentater for de mange virksomheder, der faldbyder sig selv i håb om at få en andel af næste sommers nybagte bachelorer eller phd'er. De studerende etablerer her kontakter med forskellige repræsentanter, og planlægger deres jobsamtaler til omkring juletid. I løbet af foråret har hovedparten af de studerende i deres sidste studieår et job klart, så de kan starte nogle uger efter de er dimmitteret fra universitetet. Den intensive kontakt med erhvervslivet opretholdes også af et andet faktum, som det desværre nok vil være aldeles kontroversielt at indføre i Danmark. Studiestøtten i Storbrittanien er mindre end i Danmark og de studerende i Storbritannien kan derfor ikke tillade sig lange sommerferier i det græske øhav mens de er ved universitetet. De er i højere grad tvunget til at finde et sommerjob for at opretholde en rimelig tilværelse. Det indebære dog ikke at de kommer til at bærer kasser ind for et supermarked. I stedet finder de studerende studierelevant arbejde typisk indenfor det erhverv der aftager studerende med deres kvalifikationer. Dermed kan de efterfølgende skilte med uvurderlige joberfaring på deres CV'er og ofte etableres nyttige kontakter til potentielle arbejdsgivere. I modsætning til Københavns universitet giver universitetet i Cambridge også vejledning i at finde jobs. Afdelingen der går under navnet "Careers Service" vejleder i alt fra at skrive ansøgninger til at træne de studerende til jobsamtaler. Hele processen med jobmesse i oktober, jobsamtaler omkring juletid og ansættelse ud på sommeren er så strømliniet og en så indgroet del af samfundslivet, at det har fået tilnavnet "the yearly milkround" altså erhvervslivets årlige malkningen af universiteterne. Det ville være synd at sige dette var tilfældet i Danmark. Den dynamik indenfor den akademiske verden der findes i Cambridge understreges også af at ganske mange virksomheder samarbejder med forsker grupper ved universitetet. På nuværende tidspunkt findes der omkring fire forskerparker i byen med virksomheder der typisk er udsprunget af forskere fra universitetet, der har startet deres egne firmaer op. Unilever har fornylig skænket en tilbygning til det kemiske institut ved universitetet som huser Unilevers egen forskergruppe. Microsoft bygger for tiden også en forskerpark tilknyttet universitetet. Hvis man vil gøre det lettere for nybagte kandidater eller bachelorer i Danmark at finde arbejde efter endt studie bør man være langt mere åben for de muligheder der findes som færdigunddannet. En god begyndelse ville være nedbrydelsen af de stive ideer om faggrænser og medlemskab af fagforeninger, der velsagtens umuliggører begrebet sommerarbejde for danske studerende. Den erhvervserfaring de danske studerende dermed ville få, ville komme dem til gode senere, og lette deres adgang til arbejdsmarkedet. Desuden ville industrien ville få øjnene op for, at en akademiker kan andet end at tænke abstrakt. Forhåbentlig er det ikke for mange hellige køer der skal slagtes før det kommer til at ske.